Forsiden Gallery Privat Eje Udstillinger Mit Liv My Life Pressen Email

Karms Art Gallery

V/ Allan Karms Sundvej 5 4600 Køge

Tlf: 56 65 41 44

Mit liv


Jeg er født af Elvira J. M. Hoffmann, der var datter af kunstfyrværker Hjalmar Hoffmann, den legendariske halvdel af Tivoli fyrværkeribrødrene, Adolf og Hjalmar Hoffmann. Jeg var det man populært kaldte en horeunge fordi min mor og far ikke var gift. Jeg blev født på Rigshospitalet på afdelingen for "faldne kvinder", så det var en selvfølge at jeg fik min mors pigenavn, Hoffmann og dermed en fødselsattest med dette navn. Min far og mor kunne ikke blive gift, da min fars daværende kone ikke ville skilles, - det ville give mindre i bidrag mente hun. Min far var for øvrigt 25 år ældre end min mor. Det var min morfar så meget imod, at han smed min mor ud, da han opdagede, at hun skulle have en horeunge med en mand der var ældre end ham selv. Hun boede derfor i et kolonihavehus på Amager indtil jeg blev født. Her kom min far tit på besøg, men kort før min fødsel skulle han hjem og fejre sølvbryllup med sin kone, og så siger man at man er moderne i dag.
Dette lyder som det kunne være i 2006, men det var altså i 1933.
Min fars første kone, som jeg senere kaldte "Plejemor" var en elskelig dame, som havde så ondt af min mor, at hun skaffede hende både lejlighed og arbejde. Og ydermere tilbød hun, at passe mig når mor var på arbejde, derfor fik jeg et meget nært forhold til hende, og havde kontakt med hende lige til hendes død i 1954.

I 1943 gav hun endelig sit tilsagn til skilsmisse, så nu kunne mor og far blive gift, det var en dag jeg aldrig glemmer, mor og far tog med sporvognen fra Valby til Københavns Rådhus og blev viet, de nåede det på en omstigningsbillet, dvs. en billet som man kunne køre på i 5 kvarter, og da de kom hjem stod jeg i døren med dannebrogsflag og råbte "hurra nu er min mor og far gift". Jeg var da 9 år, og nu kunne jeg få mit andet navn Mathiesen, og så var jeg jo næsten ægte. Til brylluppet var alle venner og familie troppet op, selv "Plejemor" var med. Jeg husker under middagen, spurgte min mor hende, om det ikke var mærkeligt, at se hendes mand blive gift, men hun svarede kort og klart "Ved gud nej, Jeg har så ondt af Dem Sunny" - det var min mors kælenavn - "For Jeg ville ikke eje ham, selv ikke i min kulkælder."

Det tredje navn fik jeg i 1947, min far havde hadet sit navn lige siden han var i lære. Der var han indlogeret hos en dame der hver morgen kl. 6 kaldte ham op. Det foregik ved at hun med skinger stemme råbte Ma-thi-sen!! En halv snes gange. Min far hadede at stå op, så dette gav ham associationer om, at når tid var, så ville han have navneforandring. I 1947 mente han tiden var inde, og vi gik i gang med at finde et nyt navn, det var ikke let, men endelig lykkedes det, og nu fik jeg mit tredje navn,- Karms.

Helt tilbage i min tidligste barndom var jeg i den lykkelige situation, at kunne omgås en lang række af datidens store kunstnere. Min fars arbejde som scenograf på Nordisk Film, gav mig mulighed for,- fra jeg var ganske lille,- at kunne færdes frit på denne spændende arbejdsplads, med en vifte af næsten alle kunstarter, lige rundt om mig. Her lærte jeg datidens store skuespillere og øvrige filmfolk at kende, og jeg var samtidig så heldig at få enkelte statistroller i mine barndomsår. Blandt de kunstnere jeg holdt mest af , var Johannes Meyer, Peter Malberg og ikke mindst Ib Schønberg. Disse dejlige kunstnere har Jeg en lille historie om.

Min far var ramt af en kraftig influenza, han burde have holdt sengen, men da der var møde med instruktøren fra morgenstunden, og far skulle have udkast til dekorationer færdige, "kravlede" han på arbejde. Her løb han på de 3 ovennævnte, og de skulle nok kurere ham - sagde de -. De tog ham med ned i "Tutten" - det var marketenderiet - , og her fik han sin bekomst. Jeg var ude at lege med mine kammerater, da jeg blev råbt an, og fik fortalt, at min far var dødssyg, han var lige kommet hjem i Taxa, og chaufføren havde måttet hjælpe ham op, så jeg måtte hellere skynde mig hjem.
Jeg styrtede op til min mor og spurgte forpustet hvad der dog var galt med far. Jeg fik at vide at han såmænd bare var skide fuld. Jeg listede ind i soveværelset, og min far spurgte "Hvad er klokken - er det dag eller nat , er det i dag eller i morgen" ? Derefter bad han mig skyde ham og udfri ham af hans pinsler. Jeg forklarede at jeg kun havde en vandpistol, men dette accepterede han. Jeg husker denne episode, fordi jeg ellers aldrig har set min far fuld, hverken før eller siden. Men de 3 friske skuespillere havde fået skovlen under den gamle Karms, og dagen efter var influenzaen væk.

I mit barndomshjem var jeg så heldig at møde en lang række malere, digtere, musikere, m.fl. Det var en utrolige oplevelse for mig som knægt med alle sanser åbne, og modtagelig for de impulser, der strømmede mig i møde fra alle disse spændende og kreative kunstnere. Blandt disse malere kan nævnes bl.a. Anker Landberg, Ernst Rasmussen, Echart Joensen, Max Louw., Børge L. Knudsen og ikke mindst Immanuel Ibsen.
Af oplevelser jeg husker vedrørende disse kunstnere kan jeg her nævne et par stykker. Børge L. Knudsen havde af en af sine mæcener, fået til opgave at male et portræt af hans datter. Da Børge var den ekspressionistiske type der nok ikke havde sans for at tækkes en faders syn på hvordan han skulle opleve sin datter på et lærred, og da han vidste at min far var fremragende portrætmaler, spurgte Børge L. om han ville bistå ham, - han ville jo nødigt miste en af sine trofaste støtter -. Så min far hjalp med at give billedet det, som en far gerne vil se, nemlig et portræt der ikke alene er en koloristisk nydelse, men et billede hvor han kunne opleve sin datter som han kendte hende, og det blev dermed en bragende succes. Børge L. var ovenud lykkelig, og tilbød til gengæld at gøre et selvportræt,- min far var i gang med, færdigt - men med hans kraftfulde og koloristiske malemåde.
Han gik i gang - og her var temperament så det klossede. Børge L. sprang rundt i lokalet, han malede med kniv, og når han blandede farverne på paletten, fik paletkniven nogle gange fat i en forhøjning , og dermed sprang klatter af farve rundt på vægge og loftet,- jeg kan tilføje - min mor havde lige malet og tapetseret atelier'et,- så hun var mildest talt chokeret . Men til sidst kunne vi se at Børge L. så tvivlende ud. Der var en farve han tilsyneladende ikke kunne få frem på paletten. Med et lyste han op i et stort smil. Hans hånd dykkede ned i lommen, op trak han en krøllet og nusset citrongul omstigningsbillet fra sporvejene frem, placerede den på billedet hvor han syntes at lige denne farve satte helheden på plads, og i sandhedens navn, min far havde aldrig - før eller siden - set så vild ud som han her var portrætteret.
En anden gang havde Børge L. endelig solgt et billede. Han ville sige tak for de mange måltider han, og hans muse Rachel havde fået hos os, og inviterede på middag. Her var alt hvad hjertet kunne begære, ægte fransk rødvin, - og dette var ikke hverdagsmad under krigen, så der var virkeligt kræset for os - . Han viste os også hvad han havde købt til sig selv. Der var et ægte vægtæppe, en blokfløjte, samt en ægte Pekingeser hund, ting han altid havde ønsket sig. Så han var Jordens lykkeligste menneske, og tænkte overhovedet ikke på at der måske ikke kom penge ind det næste halve år. Børge L. flyttede kort efter krigen til Paris, og det eneste vi har hørt fra ham siden, er at han levede sammen med en negerkvinde, fik en masse børn, solgte håndtegnede postkort ved turistbusterminalerne, da folk igen rejste ud efter krigen, og så blev forbindelsen brudt, og ingen har hørt fra ham siden.

En anden oplevelse, var med Immanuel Ibsen. Denne stille og beskedne maler fyldte 55 år, og man var blevet enige om at festen skulle holdes hos min far og mor, samtidig var man opmærksom på, at han ikke havde haft såler i skoene i lange tider, han puttede aviser i dem for at bøde lidt på det. Men man skillingede sammen til et par nye støvler, og midt under festen, kom disse støvler med englevinger, svævende i et snoretræk ned i skødet på ham,- jeg var benovet. Denne kunstneriske kæmpe, sad der med store tårer i øjnene. Han måtte for øvrigt kort efter flygte til Sverige, hvor han døde i 1944, kun 57 år gammel. Han døde af efterveerne af den sult og armod han havde været igennem. Først nu, mange år efter, er hans virkelige talent blevet anerkendt, men sådan er det jo desværre i denne verden.

Echart Joensen boede i et lille bondehus i Skovlunde sammen med sin kone, malerinden Anni Løgstrup. Disse to kunstnere var vidt forskellige, mens Eckhart næsten kun malede kirkegårde og gravsteder, og i det hele taget dystre og uhyggelige billeder, malede Anni glade billeder, bl.a. en del med motiver fra Dyrehavsbakken, dette umage ægteskab holdt kun 7 år, og i 1947 skiltes deres veje, det er sagt at Eckhart hængte sig på loftet i Skovlunde, men andre oplyser at han døde 1955 i Göttingen i Tyskland. Anni døde på et plejehjem i København i 2001.

Ernst Rasmussen var en glad og festlig fyr, der efter tidens målestok havde rimelig succes, i 50’erne skabte han en type billeder i impressionistisk stil. Det var Parisermotiver, med en vidunderlig farve og stemning der tiltalte det store publikum, han havde bare det problem at hans hidtidige billeder ikke var helt i den ånd, og som tidligere Akademielev, ville han ikke risikere at hans renommé ville blive lidt "anløbet". Han signerede så disse billeder med det fransk klingende navn,: "Jean le Vang".
På et tidspunkt i slutningen af 60’erne købte han en flyttebil, indrettede ladrummet til dagligstue og træt af ræset drog han til Frankrig, hvor han skød sig den første aften,
efter ankomsten.

Anker Landberg der boede sine sidste år i Lysekil , i Sverige, havde ellers ikke stået tilbage for noget. Under krigen var han med i frihedskampen. Efter krigen tog han til Færøerne for sammen med Jack Kampmann, at male den rå nordatlantiske natur. Når han om aftenen troppede op på værtshuset, hånede han de lokale fiskere, der jo dengang - under Klaksvig bataljerne, gjorde sig til talsmænd for Færøernes løsrivelse fra Danmark. Fiskerne slæbte ham uden for, bankede ham, og smed ham ud over klipperne. Næste aften kom Anker igen ned på værtshuset, og det samme gentog sig, og jeg skulle hilse og sige, han så ikke godt ud, efter den behandling. Men færingerne fandt ud af at han var lige så sej som dem selv. Så der opstod et godt kammeratskab, og han blev accepteret. At han mange år efter tog sit eget liv, fordi han blev kopieret, af smarte kunsthandlere, der ikke kan nærer sig for at tage brødet ud af munden på malere, bare for at score kassen, siger vel alt. Anker skar pulsårerne over, sprang i skærgården og svømmede til det var slut.

Når min far ikke jobbede på filmen, arbejdede han så vidt muligt på sit atelier i hjemmet. Dette rum var samtidig mit børneværelse. Her tegnede og malede jeg allerede som barn, og senere arbejdede jeg sammen med min far, til jeg blev gift og flyttede hjemmefra i 1955. Alle disse muligheder, som jeg fik igennem mine første 20 år, kunne ikke andet end resultere i det, der foreløbigt har beskæftiget og brødfødt mig i 60 år.

Jeg startede i skole 6. april 1940 på Vigerslev Allés Skole i Valby og måtte opleve, at skolen lukkede 3 dage efter, den 9. april 1940. Nå, vi kom hurtigt i gang igen, og jeg havde nogle gode år på denne skole, hvor jeg havde den oplevelse i en periode, at have Palle Lauring som lærer. Han benyttede os som barometer for manuskriptet til hans første bog, "Ulv Viking" som han læste højt af. Hvis vi lyttede interesseret, var han klar over, at det var godt nok, og gik videre med, at skrive de næste kapitler. Endvidere havde vi en efter den tids målestok, meget moderne tegnelærer, Hr. Jyrs, som havde fået den gode ide at læse uddrag af Conan Doyles fantastiske fortællinger om Sherlock Holmes. Så skulle vi tegne en scene som illustration. Det var en god måde at få fantasien i gang på, og en avanceret undervisningsmetode efter den tids normer. I min skoletid skulle vi også lære at svømme. Det skulle foregå på en svømmeanstalt i Sydhavnen, MEN Jeg måtte ikke for MOAR.

Da vi skulle have tilladelse hjemmefra, var jeg altså afskåret fra det. Der var bare den hage ved det, at Jeg skulle tage med klassen derover. Så gik jeg på ekskursion i området, og OHØJ, det var dog et pragtfuldt kvarter. Jeg blev så fascineret, at jeg næste uge havde taget en skitseblok med , og her begyndte en epoke i mit liv, jeg tror, jeg aldrig bliver rigtig færdig med. Jeg oplevede det gamle kvarter "Nokken", og ikke mindst de gamle sprittere, der gerne fortalte spændende historier om deres liv, og årsagen til, at de var havnet i den situation, de nu befandt sig i. Det var spændende for en knægt som mig, og vel også noget som var med til sætte nogle leveregler, der gjorde det muligt for mig at komme helskindet gennem mange af de fortrædeligheder, jeg senere i livet har måttet opleve. Hele den atmosfære der var omkring dette kvarter i 40’erne, har givet mig en utrolig rigdom i mit billedunivers, og har givet mig mulighed for at finde paralleller mange andre steder i Danmark,
og uden for landets grænser.

Stort set var min skolegang fuld af oplevelser, der kom til at gavne mig hele livet. Som 10 årig fik jeg den store glæde at blive inviteret til, at udstille på Skolen ved Sundet på Amager. Samme tid begyndte jeg, at modtage klaver undervisning. Jeg havde fået et flygel af min onkel og tante, der mente, at jeg havde musikalsk gehør. Onkel og tante var selv musikere, og jeg nåede da også at give et par elevkoncerter i Odd Fellowpalæet´s store sal i København, og Rossini i Valby. Musikken gav mig da også mange glæder, desværre måtte jeg stoppe med undervisningen efter kun 4 år , da jeg nu skulle i lære. Senere nåede Jeg dog at være med i et band der spillede til dans ved diverse foreningsballer. Dette var i starten af 50’erne. Musikken har i mange år været den bedste drivkraft i mit maleriske virke, Ved at sætte mig til flyglet og spille et nummer af Chopin fik jeg inspirationen til at gnistre. Det ladede mig op, og arbejdet gled, som var hjernen blevet smurt. Min musik og mit maleri, var omdrejningspunktet i min barndom.

Kort tilbage til skoletiden. Der var jo krigen, der heller ikke for os gik upåagtet hen. Vi oplevede nogle skrappe episoder på skolen. Vores viceskoleinspektør, der var erklæret nazist, prøvede at hverve medlemmer til Hitler Jugend. Dette var efterhånden blevet en elev fra realen for meget, så han troppede op på kontoret og skød "viseren", der dog nåede at kontakte værnemagten. De ankom hurtigt og alle elever blev genet sammen i skolegården. Mens store maskinpistolbevæbnede prøjsere bevogtede os unger, blev skolen gennemsøgt. Eleven der havde begået "udåden" var væk, men en afholdt lærer blev anholdt. Han havde illegale blade på sig. Han havnede i koncentrationslejr, men vendte tilbage efter krigen 30 kg. lettere men ved godt mod. Eleven så vi først efter krigen med armbind og maskinpistol stående på trinbrættet af en frihedskæmperbil.

Jeg skulle med min mor til København og aflevere nogle varer i den indre by. Vi var kommet med sporvogn til Nørrevold, da jagerfly strøg lavt ind over os. Samtidig hørte vi nogle store brag, og dækslerne over undergrundsbanen sprang højt i vejret. Min mod råbte til vognstyreren, at han skulle standse, men han nægtede, og forklarede, at han først måtte stoppe når sirenen lød. Efter et par slag med min mors paraply, standsede han dog, og vi sprang ud af sporvognen. Selvom forvirringen var stor, kunne jeg ikke nære mig for at le, da jeg så min mor - hun vejede ca. 100 kg - springe over indhegningen ved midterbanen så let som ingenting. Kuglerne svirrede om ørene på os, medens vi ledte efter et sted at komme i ly. Det var Shellhuset der blev bombet.

Der var flere oplevelser af samme skuffe, men den sidste var, at vores lærer, der skulle lære os tysk efter krigen, han havde fået en arm og et ben skudt af under krigen af tyskerne, så han havde ikke lyst at lære os tysk. Det sidste krigsår skulle vi efter planen have lært engelsk, men det måtte vi ikke for tyskerne, så nogle sproglige genier blev vi just ikke fra de årgange.

I sept. 1947 skulle jeg konfirmeres. Da jeg ikke var blevet døbt, skulle jeg døbes dagen før konfirmationen, dvs. om lørdagen. Dengang var der skolegang om lørdagen, så jeg måtte bede om fri. Det var i orden, men så røg den normale fridag om mandagen - vi havde fået ny klasselærer det år. Jeg forhørte mig hos inspektøren, og han,- samt min gamle klasselærer - det var ham der havde været i K.Z.- lejr - gav mig fri begge dage. Det bliver man bare ikke populær af hos sin nye lærer, så jeg følte, at der nu skulle ske noget andet. Jeg spurgte min far til råds, og vi blev enige om at jeg skulle i lære. Jeg blev udmeldt af skolen og startede som skiltemalerlærling, på et stort værksted i det indre København. Det var en oplevelse. Min far startede med at fortælle mester, at hvis jeg ikke opførte mig ordentligt, skulle de bare stikke mig et par flade. Han havde dog aldrig selv slået mig. Det var min indgang i det voksne liv.

Det var pragtfuld. Vi arbejdede med alt inden for teater, film, o.m.a. Vi lavede bl.a. dekorationer og plakater til alle Stig Lommers revyer på A-B-C- teatret og til Tivolirevyen samt alle de store biografreklamer til en stor del af de københavnske biografer. Det var sjældent en arbejdsdag, var under 10 timer. Ofte arbejdede vi i døgndrift. Ugelønnen var det første år 7 kr. men steg til 28 kr. det sidste år. Jeg var i lære fra okt. 1947 til maj 1952 .
Ved Svendeprøven fik jeg sølvmedalje, det er den højeste pris man kan få, og den blev overrakt på Københavns Rådhus i overværelse af Kong Frederik d. 9. og Dronning Ingrid.
I to somre af min læretid var jeg piccolo i Paladsteatret om aftenen, i min sommerferie var Jeg til alle fire forestillinger.
Om vinteren kunne det ikke lade sig gøre , da gik jeg på Teknisk Skole efter arbejdstid. I denne periode begyndte jeg, at sælge lidt malerier. Det kunne jo spæde lidt op på den sparsomme lærlingeløn, piccololønnen havde jeg jo ikke mere.
Det var en hektisk tid, de 4½ år, men utroligt spændende og meget lærerigt. Ingen kunne få så meget ud af et akademistudium, som jeg fik ud af min læretid, både menneskeligt, og fagligt. Med dette som ballast gik jeg ud i det "voksne" Liv.
Jeg fik kort efter svendeprøven tilbud om at komme på Nordisk Film som dekorationsmaler, og selv om jeg havde haft min daglige gang her, så var det immervæk en helt anden verden der åbnede sig for mig da jeg begyndte at arbejde der. At der var et amerikansk TV hold, der var ved at optage en del af H.C.Andersens eventyr gjorde det ikke mindre spændende. Men efter et par måneder var der en pause i optagelserne og jeg fik tilbudt arbejde på SAGA studierne, her var man i gang med ”Den gamle Mølle på Mols”.
Bag en af dekorationerne var der et gammelt pæretræ, og der blev spist flittigt af disse frugter der ikke var helt modne. I pauserne var den store dille at spille kort i kantinen, og blandt de mest ivrige var datidens store charmør Louis Miehe Renard, han havde bare det problem at pigerne rendte efter ham, og en dag vi var midt i et spil så vi en af hans ivrigste beundreinder komme ind på pladsen, Louis sprang hen mod vinduet mens han råbte: Ived ikke hvor jeg er, sig jeg er rejst til USA, og med et hop var han ude af vinduet. Da donnaen et minut efter stod i døren, var det en meget mopset pige der kunne se hendes helt fare ud af indkørslen i hans lille sportsvogn.
Optagelserne skulle nu foregå på Mols, og der blev dermed en pause i arbejdet på studiet. Men jeg var igen heldig, der var arbejde til mig på ASA studierne, de skulle starte på den første Far til fire film en uge efter. Men da jeg vågnede om morgenen og skulle af sted til ASA kunne jeg ikke bøje hovedet, og min højre arm og venstre ben var helt slap, det var i 1952, året med den store polioepedemi, jeg blev indlagt på Blegdamshospitalet, og efter en rygmarvsprøve var der ingen tvivl, jeg havde Polio. Det kostede mig et langt hospitalophold, med efterfølgende optræning. Jeg boede jo hos mine forældre, og da jeg vendte hjem fra hospitalet foreslog min far at jeg jo lige så godt kunne arbejde på hans atelier, jeg havde jo kunder til mine billeder og han syntes vel også det ville være rart med lidt selskab, jeg havde jo også min optræning der skulle passes, så det var rart at kunne tjene lidt penge ved siden af.

I min barndom var jeg og min Far ofte på Frilandsmuseet i Lyngby, og der fik jeg en forkærlighed for motiver fra Almuetiden, så nu hvor jeg skulle forsøge at leve af min kunst var det mine Bondestuer der blev rift om, der var bl.a. en Dansk Amerikansk kunsthandler fra Solvang i Californien der tidligere havde købt nogle af disse interiører, hun var nu et smut i Danmark og foreslog at der kom et mere danskklingende signatur på billederne. Efter nogle overvejelser blev det til at billederne skulle signeres med mit mellemnavn og hendes efternavn,- Osvald Rasmussen.
Som ung spirende kunstner (18 år) mente jeg det var mere vigtigere at skabe et fundament i kunstbranchen, så måtte signaturens være mindre vigtig, man må jo heller ikke glemme at der ikke var noget som helst sikkerhedsnet, og dengang som i resten af min karriere har jeg aldrig bedt det offentlige eller andre om nogen form for støtte. Dette er jeg i dag meget stolt af, jeg blev jo ret hurtig forsørger, og ud over at min kæreste holdt op med at arbejde kort før brylluppet, har jeg opfostret 3 børn med den usikre økonomi man er undergivet når man skal ernære sig ved maleriet.

Så kom militærtjenesten, som jo heller ikke var nogen guldgrube, her var der lange march ture, og efterveerne fra min Polio blev nu virkelig synlige, så efter 3 mdr,. blev jeg overført til hjælpetropperne, her fik jeg interessante opgaver med bl.a. planchearbejder til undervisningsbrug m.m.
De 16 mdr. i militæret gik forholdsvis hurtigt, jeg nåede endda at blive gift under indkaldelsen. Efter hjemsendelsen fik vi en lille kvistlejlighed nær mit barndomshjem, og nu fik jeg så endelig for alvor sat sving i maleriet, tiden gik og Juni 1956 fik vi en søn (Benny) og så var der jo en mund mere at mætte. Huslejen var gudskelov rimelig (45 kr. mdl.) men da vi 2 år efter konstaterede at der igen var en lille størrelse på vej, måtte vi indse at nu var pladsen blevet for trang, jeg fik tilbudt et helt nyt rækkehus i Hvidovre, her var huslejen godt nok 290 kr. mdl. Så det var med sommerfugle i maven jeg skrev under på husleje kontrakten. Men så var der jo til gengæld meget mere plads end jeg havde haft før, og et halvt år senere blev en lille pige (Liselotte) født, det var i sept. 1958. Huslejen blev dog for meget, og da jeg halvandet år efter fik tilbudt stuelejligheden i huset vi var flyttet fra, til en husleje på 175 kr. mdl. slog jeg til med det samme, her fik jeg samtidig kælderen til Atelier, så med 3 værelser + kælder følte jeg mig nu lidt mere på økonomisk sikker grund.
I 1962 følte vi at det ville være godt at komme væk fra København, jeg læste i en annonce at man kunne leje et hus med forkøbsret, det lå i Køge, vi kørte ned for at se på det, vi fik at vide at huset kunne købes med 5000 kr. i udbetaling. Huset ville være færdigt om 3 måneder.
Jeg var meget betænkelig, men min kone mente godt hun kunne spare på kostpengene, så det blev sådan. Jeg blev nu efter nogle år med periodiske voldsomme smerter indlagt og fik konstateret at min galdeblære måtte fjernes, dette var en streg i regningen, hvordan ville vi klare os økonomisk? Det var hårdt, men søde venner indenfor branchen gav en hjælpende hånd med lidt mad m.m. Herefter var det bare om at komme på højkant, de økonomiske tider var på vej op, og rentefradraget på huset begyndte at virke, dengang var der jo en stor fordel med høj inflation. Jeg var nu for alvor begyndt at male billeder fra havnekvarterer, bl.a. "Nokken" i sydhavnen. Jeg fik også mange invitationer til udstillinger, bl.a. åbningsudstillingen på Køge Galleriet. En kunsthandler opsøgte mig og ønskede at skrive kontrakt med mig, dette var virkelig noget der kunne give en tryghed for fremtiden , men AK så let er det heller ikke, han misholdt allerede kontrakten efter et halvt år, men da var der andre handlere der stod på spring for at købe, og med hjælp fra min Advokat fik jeg kontrakten annulleret på grund af misligholdelse.

Min kone var begyndt at skrante, vi kunne ikke finde ud af hvad der var galt, min læge mente at det var fordi hun ikke rigtig havde noget at tage sig til, så han foreslog at vi fik en efternøler, de store var jo efterhånden blevet hhv. 11 og 13 år.
I 1969 fik vi så en Datter (Sunny) men problemerne med min kones helbred blev større, og det endte med indlæggelse, man kunne ikke forstå hvad der var i vejen, og først i 1975 konstaterede man, at det var en svulst på hjernen, og der var kun en udvej operation og efterfølgende kemoterapi og stråling.
Alt imens dette kulminerede kunne jeg i 1971 konstatere at der var kopier af mine malerier i omløb, oven i købet med min signatur på, dette indebar at jeg i 4 år arbejdede med bedrageriafdelingen på Københavns politi, og snart blev det klart at hovedmanden for falsknerierne var den kunsthandler jeg måtte få kontrakten ophævet med. Han havde sammen med 3 malere masseproduceret mine billeder, og de var solgt over hele landet. Man kan på
Kunstnyt.dk læse mere om denne sag.

Efter denne sag var overstået, havde jeg ikke de varmeste tanker om kunsthandlere, og startede selv med at køre landet rundt med udstillinger, hertil havde jeg min søn og svigersøn til at hjælpe mig. Det var en ubetinget succes, og jeg mente at dette var den helt rigtige måde at komme i kontakt med mine kunder, men ak, efter halvandet år opdager jeg at en journalist på Ekstrabladet havde begyndt en ”Fiduskampagne” hvor han i grove vendinger advarede kunstkøbere mod at købe mine og en række andre maleres arbejder.
Han påstod at folk blev snydt så vandet drev af dem, hvis de investerede i mine billeder. Jeg regnede i starten med at det var på grund af manglende stof, der fik ham til at komme med disse udfald, men nej, de fortsatte, jeg forsøgte at få en samtale, men han afviste mig blankt. Et stykke tid efter fik jeg et møde med ham på redaktionen, og troede da jeg tog hjem fra mødet, at vi var kommet overens, men dagen efter var der en artikel der sagde spar 2 til de tidligere. Alt hvad jeg havde fortalt ham var vendt og drejet så jeg ikke kunne genkende et ord af det. Jeg ringede ham op og meddelte ham at hvis dette ikke ophørte måtte jeg være nødsaget til at anlægge sag mod ham og Ekstra Bladet for injurier, han svarede grinende at de havde 10 mill. I ryggen til at knække en lille lus som mig.
Så havde jeg fået nok, mine muligheder for at sælge mine billeder var kraftigt forringet, folk kom gerne ind på mine udstillinger, men nærmest for at få at vide hvad der egentlig foregik, ingen forstod en lyd af hans skriverier, men usikkerheden var alligevel så stor at de undlod at købe.
Sagen startede i efteråret 1978, og efter et par retsmøder blev de dømt for injurier, og jeg mente at nu kunne jeg komme videre, men selvfølgelig blev sagen appelleret. Landsretssagen startede i nov. 1979 og her er EB´s advokater bare dygtige, det ene retsmøde blev udsat efter det andet, så først i nov. 1981, hvor EB ikke kunne finde på flere løgne for at få udsættelse, bad de om et forlig, i dette beklagede de det anvendte sprogbrug og de påklagede udtryk, og de havde ikke ønsket at beklikke eller krænke min ære, og disse artikler var udelukkende anvendt som led i i en kunstanmelders "Subjektive"bedømmelse, og appellanten beklagede dette.
Så langt så godt, men hvad kunne det hele nytte, når selv samme kunstanmelder på landsomfattende møder, som for det første, -gav nogle gode honorarer til ham, men allerbedst for ham, -gav ham mulighed for at køre sin hetz videre overfor folk som vel ikke havde forstået hans udgydelser i EB. Så der var virkelig skabt en angst i det kunstinteresserede publikum, for at købe billeder de ellers kunne lide, de ville jo nødig føle sig til grin. Og her er den største fare for manipulation, præcis som i Kejserens nye klæder.

Den sag til siden. Jeg var blevet opfordret af læger til at lade mig skille, min kone var efterhånden blevet så dårlig så hun var overført permanent til Psykiatrisk plejehjem, og lægerne kunne ikke styre hende, hun forlangte bare at komme hjem, vi blev skilt 20 dage før vort sølvbryllup.
Jeg havde derefter et par uheldige forhold, et giftermål, det holdt 3 år, og dum og godtroende som jeg var, havde jeg sat hende på skødet til huset, så i 1986 måtte jeg bodele på et tidspunkt da huspriserne havde nået den hidtil højeste vurdering nogensinde.
Da jeg var tvunget til at sælge huset 5 år efter, på grund af de dårlige tider, var huspriserne faldet så jeg måtte gå fra huset hvor jeg havde boet i 30 år med en gæld på 200.000,- Nå, men videre måtte man jo, og økonomien var nu helt i bund.
Jeg kan berette om en dag min datter kom på besøg med mine 2 børnebørn, hun spørger om hun må smøre et par klemmer til ungerne samtidig med hun åbner køleskabet, men der er intet, absolut intet, og hun udbryder spontant "Her ville en rotte da gå med sørgebind". Hun ser så i fryseren, -heller intet, så fattede hun først hvorfor jeg det sidste lille årstid havde tabt 22 kg. Hun mobiliserede så sine søskende til hver aften, at putte madrester i en frysepose og så med mellemrum give dem til mig. Det var jo let at opvarme dem i Microovnen. Så på den måde klarede jeg ikke at smide flere kg. Jeg syntes da ellers at det havde pyntet på min figur, men det var jo nok alligevel for meget.. Nå men så var der ingen anden udvej end at prøve at arbejde sig ud af det. For at gøre det hele fuldkomment så kom ”Kartoffelkuren” og det gjorde jo ikke situationen bedre.

På et tidspunkt blev jeg opsøgt af den daværende inspektør på Ungdomsskolen i Herfølge, han var meget opsat på om jeg ville undervise i tegning og maling, jeg svarede bestemt nej, -mig som underviser? Jeg havde jo efterhånden været jordet så meget, at min tro på mig selv kunne ligge på et meget lille sted . Han var dog ikke så let at ryste af, og efter flere henvendelser, hvor min økonomi var helt i bund, spurgte jeg hvad lønnen egentlig var, og svaret var: 189 kr. i timen, da sank jeg en klump, sidst jeg havde fået en løn var timelønnen 3,- kr. og jeg mener aldrig at mit maleri havde givet så god en timeløn, jeg forklarede ham at jeg jo overhovedet ikke havde nogen pædagoisk indsigt, men hertil svarede han "så havde jeg til gengæld det hele liggende på rygmarven". Det var kun mandagsaftener jeg skulle undervise, og jeg havde godt nok sommerfugle i maven den første aften, men det gik faktisk over al forventning, jeg fortsatte i 2 år men så var det blevet for meget, jeg følte mig ikke rask, jeg havde svedeture, smerter i venstre arm og skulder, svimmelhed, og besvimede da også et par gange.

Jeg havde kik på et gammelt hus, det var for øvrigt det hus Tømmermesteren boede i, da jeg 31 år før kom til Køge angående køb af hus. Huset var i misserabel stand, men der var et dejligt rum med et stort vindue med det helt rigtige nordlige lys til at male i. Der var også en ung mand der lejede 2 værelser med egen indgang, +Køkken og toilet. Der var da en lejeindtægt som hjalp lidt på det. Men der skulle en meget kærlig hånd, for at få det til at ligne noget, men bare det at få tag over hovedet var en god tanke. Jeg havde så det problem at min bank ikke syntes om tanken, det var ellers dem der 3 år inden ikke syntes jeg skulle sælge, de mente at tiderne blev bedre inden et år, så de tilbød dengang at forhøje mine kreditter. Det var dengang huspriserne var i top, men nu hvor jeg måtte sælge til underpris og de havde 200.000 til gode mente de altså at jeg ikke skulle eje fast ejendom mere. Jeg skulle hellere få en lille lejlighed og et atelier ude i byen. Dette ville blive meget dyrere men banken stod fast, de ville ikke stå inde for mig angående Sælgerpantebrevet.
Så det var bare om at komme ud af røret og prøve at skaffe nogle penge ca 50.000,kr skulle jeg mindst have hjem, jeg havde lige arvet 3.000,- kr. fra en halvsøster, dem satsede jeg på en salgsturne til Jylland.
Jeg kom i gang men der var slet ikke køber interesse, og den smule der lykkedes var til underpriser, (det var jo købers marked) så jeg tog hjemad med 10.000,- kr.
Min søn Benny havde flere gange prøvet at ringe til mig under denne tur for at fortælle, at en gammel kunsthandler i København ville have fat i mig, han havde besøg af 2 Galleriejere fra Oslo der var interesseret i nogle naturbilleder, om jeg kunne give et tilbud, jeg lovede at ringe op inden for en time, og her fik jeg lavet en aftale til en værdi af 40.000,- kr. Så lige pludselig passede pengene, og jeg kunne tage hjem og underskrive slutseddel, og en meget meget stor sten var taget fra mine skuldre.

En ung restauratør i Køge (han var svensk Baron) ville gerne have privat undervisning i tegning og maling, så jeg gik i gang, og det var til 200,- kr. pr time, og det var ret tit, så der var der også lidt til at forsøde livet med. Han fortalte en dag at han ville starte nogle fredags 60er aftener i gårdhaven i Restauranten. Der syntes han jeg skulle troppe op. Han havde forstået at jeg altid sad alene hjemme om aftenen. Jeg mente ikke det var der jeg skulle bruge de få resurser jeg havde, men han fik mig overtalt. Jeg skulle nok få en lille en til halsen på huset. Jeg troppede op, og det blev alle tiders aften, jeg mærkede en ny fornemmelse, tænk jeg havde fået styr på mit boligproblem, og nu gik jeg sku´ også i byen, værten var ikke karrig med at give mig drinks, og en flok søde piger, Sygeplejersker og Økonomaer fra Hospitalet inklinerede mig op. Vi blev efterhånden en lille fast klike der mødtes der hver fredag, så generelt set, en ny og mere livsnær æra stod tilsyneladende i fuld flor. Den sidste fredag jeg var der, blev jeg budt op af en dame som jeg vidste hvem var, hun havde været kollega og veninde med en af mine tidligere forhold. Lis hed hun, vi dansede hele aftenen, og ved lukketid spurgte hun, om vi ikke skulle tage til stranden og bade. Min elev,- Restauratøren sagde advarende, at "så fik jeg influenza, og jeg skulle undervise ham næste dag". Jeg sagde til Lis "Hvis du vil bade kan du komme med hjem i mit badekar" - og hun gjorde det sku´ og om det er badekarret eller mig, det ved jeg ikke, men hun var der til det sidste.

Lis gav mig rigtig mod på livet, vi tog til Paris om foråret, og jeg fandt hurtigt ud af, at vi havde stort set samme interesser. Lis elskede også at gå på Museer og lignende. Så nu var der ved at komme fart over feltet, men en dag vi skulle til et barnebarns fødselsdag gik vi en lang tur med deres hunde. Da vi kom hjem cyklede vi en lang tur, og da vi kom hjem derfra, hyggede vi os, men da jeg skulle sove mærkede jeg en kraftig smerte i venstre arm, jeg gik nedenunder og prøvede på mange måder at stilne smerten, men intet hjalp. Lis havde nu forstået at der vist var noget galt, og ville ringe til lægevagten, det mente jeg bestemt ikke der var nogen grund til, men efter endnu en halv time i smertehelvede gav jeg mig. Lægevagten kom og da hun uden effekt havde givet mig nitroglycerin, ringede hun efter en ambulance.
Inden for det næste døgn måtte jeg kaldes tilbage til livet 2 gange, så jeg priser mig ekstra lykkelig for at Lis var hos mig den fatale nat. Jeg lå 10 dage til observation, og da overlægen endelig gav grønt lys for udskrivelse, fik jeg en alvorlig samtale med ham. Han belærte mig om at jeg nu måtte indse at jeg ikke kunne arbejde som før, og han ville indstille mig til førtidspension.

Jeg troede ikke på, at jeg ikke skulle kunne arbejde som før. Jeg følte mig faktisk helt på toppen, men jeg blev klogere. Efter et par timers arbejde følte jeg mig totalt groggy, så jeg skulle altså lære at tage højde for det, og det er også gået meget godt. Så nu hvor jeg faktisk havde fået fantastisk gang i hjulene, med store udstillinger, og for øvrigt fik galleri i den ende af huset som i starten var udlejet, så kunne jeg ikke andet end glæde mig over hvor heldig jeg har været. Der er stjålet over 20 år af mit liv, tid jeg brugte til at kæmpe mod forfalskere, og slås med en vanvittig Kunstdemagog, en selvbestaltet Kulturpave, som nu i dag, efter at være pensioneret har forsøgt sig som kunstner, -og dette er ikke blevet den succes som han havde ventet, han er af virkelige kunstkendere blevet erklæret som det mest dellitantiske der er set i dansk kunst nogensinde.
Men jeg kan takke min Lis for den støtte og livsmod som hun gav mig, hun havde både direkte og indirekte medvirket til en fornyelse der fik mig på sporet igen. Det var trods alt en utrolig dejlig fornemmelse at være to.

Og som et paradoks kom der så her i mit livs efterår det der med rette kan kaldes et mirakel. Jeg blev i Februar 2003 kontaktet fra Italien, og fik at vide at jeg var nomineret til at udstille på:
Biennale Internazionale DellÀrte Contemporanea, Citta di Firenze December 2003.
Kan man overhovedet tænke sig en bedre afslutning på et broget og turbulent liv, der i perioder nærmest har givet mig et billede af hvad et liv i helvedet indebærer. I dag kan jeg da se, at der kan komme noget godt ud af at slås for sine idealer og menneskesyn.

Så slog lynet ned.
Man skal altså ikke tro at man kan stole på at lykken varer evig, alt så jo godt ud, men d. 18. nov. 2003 fik min Lis konstateret en svulst i hjernen, hun blev opereret i december 2003, og det viste sig efterfølgende at det var en kræftsvulst, herefter måtte hun igennem 30 x strålebehandlinger på Rigshospitalet i februar og marts 2004.
Det var for Lis en tragisk og psykisk total kaotisk periode med angst og total afmagt, hun var i kraft af sit arbejde i hjemmeplejen gennem 26 år, vel ikke i tvivl om hvordan dette kunne ende? Som hun sagde til Lægen efter hun havde fået at vide at hun havde svulsten "og jeg er lige blevet Farmor, så nu får jeg ikke lov til at se ham vokse op".
Det var hendes første barnebarn. Jeg var fra dette øjeblik og alle 9 mdr til d. 22. august om hende alle døgnets 24 timer. Det var nødvendigt at være om hende hele tiden, støtte op om hende, trøste hende, prøve at aflede hendes tanker, og angsten der var ved at fortære hende.
Den 22. August 2004 døde hun på Roskilde Amts sygehus.
Æret være Lis minde.

Tak for din interesse, jeg håber jeg med denne opsummering af mit liv, har kunnet åbne en flig af de oplevelser jeg har haft, det er jo ikke muligt at komme nærmere ind på detaljer. Det vil komme i en bog jeg har arbejdet på i en del år, men det der her er berettet er nærmest set ud fra nogle få sjove episoder, og de uhyrligheder man kan komme ud for som skabende kunstner, og det er i hvert fald ikke lige det man har brug for når man skal krænge sin sjæl ud på lærredet.

Allan Karms.

Opdateret d. 14. Marts 2015

Video Del 1 Video Del 2